I hvilke rækker må Team Time Out bruges?
Team Time Out må bruges i 1. div. og Ligaen samt i Ungdomsligaerne. I alle andre rækker må Team Time Out ikke benyttes.
Hvordan er det nu lige med Team Time Out?
For det første skal det en gang for alle slås fast, at Team Time Out (senere blot kaldet TTO) ikke er noget, et hold har krav på, men noget man kan anmode om. Samtidig skal det også præciseres, at spilletiden ikke skal stoppes i samme øjeblik, det grønne kort placeres på bordet foran tidtageren.
For at et hold kan anmode om TTO, skal holdet være i besiddelse af bolden - dvs. når bolden er i spil eller under en afbrydelse. Forudsat at holdet ikke mister boldbesiddelsen, INDEN tidtageren har fløjtet, vil holdet blive tildelt den pågældende TTO øjeblikkeligt.
Der er således indlagt en responstid - fra det grønne TTO-kort er lagt foran tidtageren, til denne har kontrolleret og godkendt formalia - har fløjtet og herefter standset spilletiden.
Såfremt holdet - der anmoder om TTO ved, at en official placerer det grønne kort på bordet foran tidtageren - mister boldbesiddelsen, INDEN tidtageren får fløjtet - skal det grønne TTO-kort leveres tilbage til holdet.
Der er stadig - trods gentagne opstramninger - usikkerhed med hensyn til, hvordan der anmodes om TTO. Der sker ved at placere det grønne TTO-kort på bordet foran tidtageren. Enkelte haller har fået påmalet et grønt felt på tidtagerbordet, så der ikke er nogen tvivl.
Det grønne TTO-kort skal således ikke bare smides et tilfældigt sted på tidtagerbordet, afleveres i hånden på sekretær, tidtager eller observatør - men lægges på bordet foran tidtager.
Gråzoner!
Når et hold i fx en kamps afslutningsfase ønsker TTO - en såkaldt skærpet taktisk anvendelse -, så er der stor risiko for, at anmodningen ikke bliver imødekommet grundet mistet boldbesiddelse, INDEN tidtageren når at "godkende" anmodningen ved at fløjte - og herefter standse det officielle tidtagningsanlæg. Det gælder specielt de forhold, hvor et hold anmoder om TTO efter eller samtidig med, at holdet er kommet under pres af varskotegn (passivt spil).
Selve handlingen fra placering af TTO-kort - til tidtagerens godkendelse af formalia - tidtagerens fløjt for godkendelse af TTO - og tidtagerens standsning af spilletiden - kan variere fra et til fire/fem sekunder. Hvis der samtidig går taktik i måden, det grønne TTO-kort placeres, vil responstiden for tidtagerens opgaver kunne forøges. Det kan så i sidste ende betyde, at holdet ikke får den ønskede TTO.
Der henvises i øvrigt til spillereglerne - fortolkning 3.