Spilleregler - fortolkninger mv.

Registrering af 2 + 2 minutters udvisning



Spillereglernes § 16:12 skitserer, at en spiller i forbindelse med en usportslig handling/forseelser kan få skærpet en to minutters udvisning eller en diskvalifikation (RØDT KORT) med endnu en 2 minutters udvisning eller en diskvalifikation (RØDT KORT), således at holdet må spille med reduceret styrke på banen i 4 minutter (2+2 minutter).

Såfremt det officielle tidtagningsanlæg IKKE kan vise den numeriske værdi 4:00 for en sådan udvisning, må der IKKE anvendes elektronisk registrering. Tidtageren skal i de tilfælde sammen med sin sekretær sørge for - på et stykke karton eller lignende - TYDELIGT at skrive tidspunktet, hvor udvisningstiden på 4 (2+2) minutter udløber.

Begrundelsen for ikke at anvende det officielle tidtagningsanlæg, såfremt der kun kan vises udvisningsfrekvenser på 2:00 minutter, er, at HOLDET selv administrerer, hvornår en udvist spiller igen kan indtræde på spillepladsen. Der skal IKKE afventes signal fra tidtager/sekretær ved tiden 00:00. Holdet kan straks indsætte en spiller på spillepladsen ELLER af taktiske årsager "forlænge" spillet med reduceret antal spillere på banen.

Det har været foreslået, at tidtageren ved en udvisningstid på 4 minutter blot aktiverer en to minutters udvisning - og "straks ved visningen 00:00" aktiverer endnu en udvisning. Denne fremgangsmåde er IKKE tilladt, da den kan medføre en administrativ misforståelse, hvor der enten sker en forøgelse af udvisningstiden (nogle eller flere sekunder) ELLER en "forkert" indtræden på spillepladsen af en udvist spiller.

Dommerudvalgets kompetencegruppe / regeludvalget