Spilleregler - fortolkninger mv.

Kun udskiftning i boldbesiddelse



Kun udskiftning i boldbesiddelse i børne- og ungdomsrækkerne (Særregel 2)

S2:1

Det er kun tilladt at foretage udskiftning, mens holdet er i boldbesiddelse
(dvs. Spilleregel 4:4 sættes ud af drift)

Fortolkning:

Principielt kan et hold kun foretage udskiftning, når holdet er i boldbesiddelse. Dette gælder dog ikke for målvogteren jf. S2:4.
Bemærk, at regel 4:1; 4:2 og 4:3 ikke er ændret.

 

S2:2

Der skal idømmes en udvisning
(af 2 minutters varighed) ved en fejlagtig udskiftning pga., holdet ikke er i boldbesiddelse.

Fortolkning:

Der er først tale om en fejlagtig udskiftning, når der træder en spiller ind på spillepladsen i stedet for den spiller, som forlader spillepladsen. Det er den indtrædende spiller, der idømmes en udvisning af 2 minutters varighed.

Bemærkninger:

Det er - jf. Spilleregel 18 - tidtageren og sekretæren, der i fællesskab har til opgave at sikre, at spillerne kommer korrekt ind og ud af spillepladsen i forbindelse med en udskiftning.

Tidtageren skal fløjte, såfremt dette ikke sker i overensstemmelse med spillereglerne.

Tidtageren skal samtidig standse spilletiden, hvorefter dommerne går til tidtager­bordet for at få at vide, hvad der er sket.

S2:3

Det er under særlige vilkår muligt at foretage udskiftning - også hvis holdet ikke er i boldbesiddelse:

a) Under Time-Out i forbindelse med en skadet spiller

b) Under Team-Time-Out
(Ungdomsligaerne)

 

Fortolkning:

Hvis dommerne vælger at fløjte Time-Out pga. en skadet spiller, vil denne til enhver tid kunne udskiftes ("sund fornuft"). Bemærk dog, at muligheden ikke gælder øvrige Time-Outs som anført i Spillereglernes fortolkning 2.

Bemærkninger:

Hensigten med regel S2 er, at der kun må foretages udskiftning, mens holdet er i boldbesiddelse. Det betyder, at der ikke kan foretages udskiftning af det forsvarende hold ved Time-Outs i forbindelse med:

a) gulvet må aftørres

b) synlig forhaling af
spilletiden

c) diskvalifikationer af spillere/officials

S2:4

Målvogteren kan frit udskiftes under hele kampen

 

Fortolkning:

Der henvises til Spilleregel 5